Forestil dig, at du er på loppemarked, rejsemesse, udsalg i Magasin eller hvad der nu end kan fange din interesse. Du er der sammen med din gode ven. Men hver gang du stopper op for at undersøge noget, som du har fundet, lidt nærmere, så tager din ven dig i armen og hiver dig væk… De første par gange siger du måske pænt ” Nej, vent – jeg vil gerne lige...” Men din ven overhører dine protester hver eneste gang og hiver dig bare af sted.
Gad vide hvor langt tid der går, før du begynder at vrisse hold op !! eller hive din arm til dig igen?
Hver gang du løfter din lille hund, uden at den har bedt dig om det, overskrider du dens grænser. Den har med sikkerhed sagt pænt med sit kropssprog, at den ikke vil løftes væk fra, hvad den er i gang med at undersøge. Men når den bliver overhørt gang på gang, så begynder den at ‘råbe’ lidt højere.. at knurre ! – Sandsynligvis skælder du den så ud for at knurre af dig, og løfter den alligevel.. Hvordan skal den lille hund så få dig til at forstå, at den ikke vil løftes? Den kan bide ud efter alle de hænder der nærmer sig…?
Så har den fået det, jeg kalder ‘Lille overhørt hund syndromet’.
Forestil istedet dig at din lille hund er kæmpe stor; lær den at gå ned af sofaen på et signal. Løft den ikke op, når den gør ved døren, lær den i stedet at gå op i kurven, når det banker på osv…
Det er så svært at lade være at løfte og kramme den lille nuttede hund.. især mens den er hvalp, men hvis både du og dine gæster kan dy sig, og altid venter til at hvalpen selv viser at den vil op, så får I et meget bedre liv sammen på længere sigt.