– Min guru indenfor islandske heste, Eyjólfur Ísólfsson, siger: “Heste ved ikke noget om ridning.“
Hunde ved ikke noget om lydighed.. kunne det også hedde.
For hunde ved ikke noget om indkald, apportering, gå pænt i snor eller om mere avancerede lydighedsøvelser.
Det er værd at huske på indimellem. Alt hvad de kan eller ikke kan afhænger fuldstændig af, hvad vi lærer dem, hvor gode trænere vi er..
Hunde er forskellige og deres ejere ligeså.
Vi kender de der gange, hvor man tænker, hvordan dog man skal få hunden til at forstå, hvilken adfærd man ønsker.
Mine egne hunde kan kigge på mig, som når jeg ser på et Michael Kvium maleri; – Jeg kan virkelig godt lide det. Jeg forstår ikke rigtigt, hvad der foregår, men det er spændende at se på det.
For mine hunde ved ikke noget om lydighed. De ved noget om, hvad der har kunnet betale sig, hvad der er sjovt, hvad der er rart osv.
Nogle mennesker hygger med deres hunde liggende i sofaerne, for andre mennesker er dette et tegn på ulydighed.
Nogle af de dygtigste lydighedshunde i landet, kan ikke gå pænt i snor på en almindelig gåtur.
Nogle af de lydigste servicehunde kan ikke en eneste konkurrencelydighedsøvelse.
Vi har alle forskellige forudsætninger, holdninger og mål – og det er jo dejligt. Vi skal bare huske på at al ansvar for læring, lydighed og rammer ligger udelukkende hos os.
For hunde ved ikke noget om lydighed.